it's really not real, or ok, is it?

Nogle gange går det bare op for mig, at mine venner jeg godt kan lide, faktisk irritere mig grænseløst. Jeg har bare slet ikke lyst til at se på dem, eller lytte til dem. Det eneste jeg har lyst til er at hente en stor skovl og slå den lidt for hårdt op i hovedet på dem og fortælle at det var helt okay jeg gjorde det, fordi vi er venner. Men de er bare nogle spader.
Giver ingen mening, vel? Måske. Ja ok.
Forstår bare ikke altid hvorfor jeg kalder folk mine venner, og smiler og er høflig, nå jeg i virkeligheden er på renden til at skrige? Det er ikke noget personligt, sådan rigtigt.
Bare ren.. irritation.